Her kan du læse lidt om, hvad jeg tilbyder. 

Jeg har kontor i Snekkersten og arbejder i hele Nordsjælland. 

Ring for en gratis forsamtale 
tlf: 20 18 01 04
Image by Ýlona María Rybka

Jeg tilbyder hjælp i forbindelse med et terminalt forløb. Dette betyder, at fra du eller din pårørende har fået en besked om, at livet lakker mod enden, står jeg til rådighed.

 

I dag lever mange patienter længe, selv efter deres sygdom er diagnostiseret som terminal - mange op til flere år, og jeg kan hjælpe på rigtigt mange måder.


Som doula stopper jeg sjældent ved noget og har feks. som eventkoordinator mulighed for at hjælpe, hvis du ønsker at planlægge din begravelse, eller måske har et ønske om at holde en fest for at fejre dit liv, og de mennesker du holder af. 

 

Måske sidder du med et stort ønske om at videregive din historie til din familie - måske i billeder, tekst eller broderi? Jeg har i mange år solgt mine kreationer som kunstner og kan derfor støtte og hjælpe, hvis du har ideer til, hvordan du kan efterlade et smukt minde til din familie, men ikke helt ved hvordan. 

Jeg kan også hjælpe i forbindelse med at finde mennesker, der kan bygge din kiste som du så eventuelt selv kan dekorere.

Som doula kan jeg altså tilbyde en masse ting - og stopper sjældent ved noget. De følgende tilbud er mere konkrete og derfor nævnt i detaljer, men ring endelig, hvis du sidder med tanker, håb eller ideer til, hvad det er, du har brug for i slutningen af livet. 

SOM DOULA UDFØRER JEG IKKE FØLGENDE OPGAVER

  • Jeg har ingen medicinsk uddannelse og jeg kan ikke dosere eller give medicin til den døende. 

  • Jeg kan ikke tage beslutninger på hverken den døendes eller de pårørendes vegne. 

  • Jeg kan ikke tilbyde religiøse handlinger eller ændre på den døendes tro. 

  • Jeg kommer ikke med egne holdninger eller ideer til, hvordan en "god" død opnås bedst. 

Vågetjeneste

Jeg tilbyder at sidde hos den døende - både i de sidste timer, men også i selve forløbet som ofte kan vare flere uger og nogle gange op til et par måneder.

 

Jeg kommer med min ro, omsorg og viden, hvilket er trygt, hvis du, eller I som pårørende, har brug for lidt tid til at "oplade jeres batterier". Det er så vigtigt, at man som pårørende finder ro og tid til at passe på sig selv. 

Jeg har ingen medicinsk uddannelse, og mit arbejde som doula indebærer alle de andre ting jeg kan hjælpe med - praktisk, spirituelt og åndeligt. 

Sorgsamtaler

Disse samtaler kan omhandle alting.

 

Det kan feks være omkring sorgen, smerten, ensomheden og/eller tabet.

At miste er tungt - og kan være utrolig smertefuldt, men det kan samtidig også være befriende - og disse konfliktfyldte tanker kan være svære at forene. 

Jeg lytter - uden at dømme, og tilbyder både en-til-en samtaler og samtaler, hvor flere pårørende måske har brug for at vende oplevelsen sammen med en professionel udeforstående.  

Samtalerne foregår i hjemmet - jeg har en tro på, at det er rart og trygt at være hjemme, når samtalen handler om noget så stort som sorgen. 

Sorggruppe

Mine sorggrupper er et tilbud, hvor jeg som gruppeleder giver dig plads og rum til at tale med andre, som også har mistet.

Det, at der sidder andre omkring dig, der også mærker sorg og som forstår dine følelser ubetinget, giver en rar følelse af, at du ikke er alene. 

 

Vi taler sammen om det, der er svært, dødsforløbet og om minderne. Der er plads til både smil og tårer, hvilket kan være befriende. 

Grupperne mødes hver 3. uge så der er tid til at tænke over indholdet og hvordan det evt. hjælper i dagligdagen. 

 

Det er en vigtig del af en sorggruppe, at vi alle har tavshedspligt. Dette giver en ro når man ved, at man kan sige, lige hvad man tænker og føler uden at bekymre sig om, at det bliver videregivet.