Med mine uddannelser som psykoterapeut og "End-of-Life" doula er det mit håb, at jeg kan hjælpe med, at døden bliver så god en oplevelse som muligt - både for den døende, men også for de efterlevende.
Jeg har fra mine år i Canada, hvor jeg arbejdede med døende på hospice, en omfattende viden omkring dødsprocessen og kan derfor yde støtte og praktisk omsorg i slutningen af livet, hvilket ofte kan være svært, hvis man ikke selv har prøvet at stå i den situation før - plus de store følelser der er involveret når vores nærmeste er ved at dø.
Udover den praktiske hjælp, har jeg også en dybfølt tro på, at hvis vi taler mere om døden og selv deltager i beslutninger, der omhandler vores egen død, så er det hele lidt nemmere når de sidste dage indfinder sig.
Og netop i forbindelse med at have egenbestemmelse omkring vores død, åbner der sig muligheder for at gøre tingene på vores egen måde. Det er det, der især tiltaler mig ved at være doula - jeg kan bruge alle mine egenskaber til at hjælpe med, at du får den død du ønsker dig. Mine egenskaber strækker sig langt, og jeg er rigtig god til at "brainstorme" og hjælpe med at udføre ideer i livet.
Jeg gør tingene på min måde - hvilket også betyder, at jeg i stedet for at have egen klinik, tilbyder terapi hjemme hos dig/jer, fordi jeg har en tro på, at det er vigtigt, at du bliver mødt, der hvor du føler dig mest tryg.
Jeg er selv midt i livet - med et stort kræftforløb bag mig. Det betyder, at jeg kender til de mørke tanker og de tunge dage, hvilket ofte gør, at jeg har en indforståelse med, hvad der sker når man er i et voldsomt sygdomsforløb.
Ring endelig, hvis du tænker, at jeg kan hjælpe enten dig eller en af dine nærmeste.
Jeg tilbyder en gratis forsamtale på 30 minutter og håber, at vi sammen kan finde frem til, hvad du har brug for - og hvordan jeg bedst kan hjælpe dig.